Sygepleje foregår i en sygeplejeklinik
I 15 kommunale sygeplejeklinikker fordelt i hele byen kan dine patienter få alle de sygeplejeydelser, kommunen tilbyder, fx sårbehandling og stomipleje.
Når du henviser patienter til kommunal sygepleje, så fortæl dem gerne, at det som udgangspunkt foregår i en sygeplejeklinik og altså ikke hjemme hos patienten selv.
Det er kun, hvis sygeplejersken fagligt vurderer, at det ikke er muligt for patienten at komme i sygeplejeklinik, at patienten får sygepleje i eget hjem.
Vi har 15 sygeplejeklinikker fordelt i hele byen. Her kan patienterne få alle de sygeplejeydelser, kommunen tilbyder. Det er fx sårbehandling, stomipleje, injektioner og medicindispensering.
Professionelle rammer og høj hygiejne
Klinikkerne har professionelle rammer og et højt hygiejnisk og fagligt niveau. Der er både hæve-sænke-vask og en behandlerstol, patienten kan lejres i. Det giver optimale betingelser for behandlingen, fremfor når sygepleje foregår i patientens eget hjem.
Fast aftale om tid og sted
Når du har visiteret en patient til sygepleje, vil patienten bliver ringet op for at aftale tid og sted for den første behandling. Patienterne kan frit vælge, i hvilken klinik de ønsker behandling. Man aftaler fra gang til gang et tidspunkt for næste besøg og patienten skal ikke vente hjemme på en sygeplejerske. I klinikkerne vil det ofte være den samme sygeplejerske, patienten møder til hver behandling. Sygeplejeklinikkerne er åbent i dagtimer på hverdage og er for alle over 18 år.
Klinik som en del af den rehabilitering tilgang
Det er politisk besluttet i Københavns Kommune, at patienterne som udgangspunkt skal have sygepleje i en klinik. Samtidig er sygepleje i klinik frem for hjemme en væsentlig del af den rehabiliterende tilgang, der er styrende i kommunal sygepleje.
Erfaringerne er, at både patienter og sygeplejersker oplever øget kvalitet i behandlingen. Fx viser data, at patienter er hurtigere færdigbehandlede, hvis de kommer i klinik, fremfor hvis de får sygepleje i hjemmet.
Flere klinikker på vej
Der er 15 klinikker rundt omkring i byen, og flere er på vej. I 2027 er der 21 klinikker med i alt 39 behandlerrum.
SÅDAN HENVISER DU
Du henviser dine patienter til kommunal sygepleje via en korrespondancemeddelelse – præcis som du plejer. Oplys gerne, at I har talt om, at sygeplejen foregår i en sygeplejeklinik.
SE FILM OM SYGEPLEJEKLINIK
Se med, når Jann får behandlet sine ben i en kommunal sygeplejeklinik. Og hør ham fortælle, hvorfor han godt kan lide at komme på klinikken i stedet for at få sygepleje hjemme i brusekabinen.