Når en patient ønsker hjælp til ikke-receptpligtig medicin
Nu kan medarbejdere i kommunen håndtere ikke-receptpligtig medicin, som ikke er ordineret i FMK, så længe du ikke fraråder, at patienten bruger præparatet.
Hvis en patient beder den kommunale sygepleje om at få dispenseret eller administreret ikke-receptpligtig medicin, der ikke er ordineret i FMK, vil sygeplejen vurdere ønsket om medicin og sende en korrespondancemeddelelse (KM) til dig som læge.
Patient uden symptomer
Har patienten ingen symptomer, der forklarer ønsket om medicin, vil sygeplejen spørge, om du har forbehold mod brugen af pågældende medicin.
Har du ikke forbehold overfor den pågældende medicin, må du gerne besvare KM med ordlyden ’Det har jeg ingen indvendinger imod’. Hvis du fraråder brugen af medicinen, vil den kommunale sygepleje ikke håndtere medicinen for patienten.
Patient med symptomer
Har patienten symptomer, der er årsag til, ønsket om medicin, vil sygeplejen beskrive symptomerne, så du har mulighed for at vurdere, om det er en behandling, og medicinen skal ordineres i FMK.
Du skal fortsat ordinere i FMK
De nye muligheder for at håndtere ikke-receptpligtig medicin ændrer ikke på reglerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Du skal fortsat ordinere medicinen i FMK, hvis du vurderer, at der er indikation for behandling med ikke-receptpligtig medicin. Det kan fx dreje sig om en patient, der har thiaminmangel som følge af et alkoholmisbrug.
Kun fuldstændigt overblik ved ordination
Den kommunale sygepleje kan ikke oprette og overføre ordinationer til FMK. Den ikke-receptpligtige medicin, som sygeplejen håndterer uden en læges ordination på FMK, oprettes derfor som lokal ordination i kommunens omsorgssystem. Dette betyder, at medicinen kun vil være synlig for kommunen, og du vil som læge ikke have et fuldstændigt overblik over patientens medicin.