Henvis til genoptræning uden hospitalsophold
Patienter, der er svækkede efter sygdom, kan få kommunal genoptræning – også selvom de ikke har været indlagt.
Når du ser patienter, der er svækkede efter et sygdomsforløb, så kan du henvise dem til ”Genoptræning uden hospitalsophold”. Tilbuddet er til københavnere over 18 år, hvor et sygdomsforløb har svækket deres fysiske funktion, uden at de har været indlagt på et hospital.
Send korrespondance til visitationen
For at henvise til Genoptræning uden hospitalsophold skal du sende en korrespondance til visitationen i SUF eller SOF. Herefter vil en visitator kontakte patienten og udføre en konkret og individuel vurdering af, om et genoptræningsforløb kan bevilges.
Når genoptræningsforløbet er bevilliget, er det en fysio- eller ergoterapeut, der vurderer, om genoptræningen skal foregå digitalt, på hold, individuelt eller i en kombination.
Træningen foregår på et af kommunens genoptræningscentre eller i patientens eget hjem, hvis det vurderes relevant.
SÅDAN HENVISER DU
Patienter over 65 år:
Send en korrespondancemeddelelse til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens visitation på lokationsnummer 5790000121816
Patienter under 65 år:
Send en korrespondancemeddelelse til Socialforvaltningens visitation på lokationsnummer 5790001369217