Fælles indgang til lettere behandlingstilbud for børn og unge i København
”Indgang til bedre mental sundhed” er et tilbud til børn og unge, som oplever psykisk mistrivsel eller symptomer på psykisk lidelse.
Når du møder et barn eller en ung med symptomer på psykisk mistrivsel, kan det måske være svært at vurdere, hvilket af Københavns mange tilbud barnet eller den unge kan have glæde af. Københavns Kommune har nu åbnet en fælles indgang til behandlingstilbud. Indgangen er for børn og unge i børnehaveklassealderen (5-6 år) til 17 år.
I ”Indgang til bedre mental sundhed” kan fagpersoner hjælpe med at afklare, om behandling i et af kommunens lettere behandlingstilbud er relevant for barnet/den unge samt guide forældre og barn videre til anden relevant hjælp i kommunen.
Baggrund
Fra januar 2025 skal alle kommuner have et såkaldt ”Lettilgængeligt tilbud” for børn og unge i psykisk mistrivsel. Tilbuddet baserer sig på Sundhedsstyrelsens faglige rammer.
Målgruppen for ”Indgang til bedre mental sundhed”
Indgangen er for børn og unge med symptomer på begyndende psykisk mistrivsel og/ eller symptomer på en psykisk lidelse. Det kan være tale om et let til moderat nedsat funktionsniveau, der fx viser sig ved:
Bekymringstanker og overtænkning
Tristhed
Uro eller opmærksomhedsbesvær
Fysisk utilpashed som fx hovedpine eller ondt i maven
Søvnproblemer eller nedsat energi
Tanker om krop og mad, der fylder for meget
Svære følelser, der fører til selvskade
Gentagne tanker og handlinger, der tager styringen
Ensomhed
Indgangen er ikke for børn og unge med:
moderate og svære psykiske symptomer
sociale eller familiemæssige problemer som primær problematik
behov for psykiatrisk udredning
Sådan henviser du
”Den fælles indgang” kræver ingen henvisning. Forældre og unge i alderen 15-17 år kan selv tage direkte kontakt via telefon og sikker post på hjemmesiden.
Henvis fortsat direkte til behandlingstilbud
Når du møder børn og unge, hvor du ikke er i tvivl om behovet – fx en ung med behov for kommunens angsttilbud – skal du fortsat henvise direkte til det relevante tilbud.