”BYENS LUFT” – ny app kan advare ved luftforurening
App’en Byens luft viser prognosen fire døgn frem for luftforurening i København. Og den sender varslinger ved meget høje niveauer af luftforurening.
Har du patienter, der er særligt sårbare over for luftforurening, så fortæl dem om appen Byens luft. Byens luft viser det forventede luftforureningsniveau i København fire døgn frem og sender notifikationer om morgenen, når der forventes meget høje niveauer af luftforurening det følgende døgn.
Hvis der forventes meget høje niveauer, vil man ligeledes kunne se en handleanvisning for, hvordan man som særlig sårbar kan agere for at mindske sin eksponering.
Hvem er sårbare overfor luftforurening?
Sårbare patienter er børn med astma, allergier eller andre kroniske sygdomme i lunger, hjerte, immun- og nervesystem, gravide og personer med astma, KOL og hjertekarsygdomme.
Hvad kan man se?
På et kort over byen fremgår 11 bydele med i alt 103 punkter, der alle viser de forventede niveauer af luftforurening fordelt på fire forskellige luftforureningsstoffer. Man kan tilmelde sig notifikationer for et eller flere punkter. Den forventede luftforurening (prognoser) kan ses både på døgn- og timebasis.
Hent appen
Appen kan hentes i Apple Store eller Google Play.
Læs mere
Som supplement til appen er der udarbejdet en hjemmeside med bl.a. uddybende information om sundhedskonsekvenserne af luftforurening.